Aia Sofia Coverley Turan har, under sit ophold i atelier Store Formater, arbejdet på en serie skulpturelle værker til udstillingen, To be a place that has no center, i Huset for Kunst og Design, Holstebro.
Marie Lund har arbejdet på en serie nye værker til udstilling på Den Frie Udstillingsbygning. Skulpturerne består af store skaller lavet af papirpulp og kiler, der understøtter dem, støbt i gummigranulat.
Til en gruppeudstilling i Ringsted Galleriet har Siska Katrine Jørgensen produceret en stor skulptur - en afstøbning af et fragment af en traktor, støbt 1:1 i svinefedt og byg - det korn, som svinene fodres med. Titlen på udstillingen er DIRT, og sammen med Kåre Frang og Søren Martinsen er Siska inviteret til at bearbejde temaet "landbrugland".
Charlotte Thrane har i træværkstedet produceret støbeforme i støbekrydsfiner med skrå vinkler som forarbejde til opførelsen af en permanent skulptur i Annebergparken / Geopark Odsherred i juli 2022. Hun har brugt forskellige af værkstedets maskiner til at undersøge, hvordan man bedst skærer gummisko midt over.
Siska Katrine Jørgensen arbejder med relationen mellem form og materiale, og hvorledes de to elementer kan rearrangeres sprogligt og skulpturelt. Hun anvender genstande og omstændigheder fra dagligdagen og industrien, hvorpå hun gennem logiske overvejelser, definitionsspørgsmål og materialeundersøgelser ønsker at forskyde forståelsen af det, vi tror, vi kender.