I det lille lerværksted har Kirstine Vaaben eksperimenteret med at støbe ler i forme af stof, som hun selv har konstrueret. Stoffets struktur og mønster har stor betydning for værkets endelige udtryk.
Marie Lund har arbejdet på en serie nye værker til udstilling på Den Frie Udstillingsbygning. Skulpturerne består af store skaller lavet af papirpulp og kiler, der understøtter dem, støbt i gummigranulat.
Taffel for Perlemor er et 30 meter langt bord udviklet og produceret på Statens Værksteder for Kunst. Taffel for Perlemor skal indgå i årets Wadden Tide - en udendørs udstilling på stranden ved Blåvandshuk.
Charlotte Thrane har i træværkstedet produceret støbeforme i støbekrydsfiner med skrå vinkler som forarbejde til opførelsen af en permanent skulptur i Annebergparken / Geopark Odsherred i juli 2022. Hun har brugt forskellige af værkstedets maskiner til at undersøge, hvordan man bedst skærer gummisko midt over.
Siska Katrine Jørgensen arbejder med relationen mellem form og materiale, og hvorledes de to elementer kan rearrangeres sprogligt og skulpturelt. Hun anvender genstande og omstændigheder fra dagligdagen og industrien, hvorpå hun gennem logiske overvejelser, definitionsspørgsmål og materialeundersøgelser ønsker at forskyde forståelsen af det, vi tror, vi kender.
Inger Sif Heeschen har arbejdet i Statens Værksteders lille lerværksted på to projekter, henholdsvis ”Tales of Meander” og ”Drainspotting”. Begge projekter til udstilling i september 2021.