“A Seedbank – Copenhagen Wasteland Preservation” – er en skulpturel bearbejdelse af en frøbank i lille skala. Den opbevarer og fremviser frø fra en byggetomt på Nørrebro i København – 130 forskellige arter ialt. Værket skal vises på udstillingen DEEP GREEN på Den Frie Udstillingsbygning. En udstilling om klima, som Camilla Berner selv kuraterer i samarbejde med billedkunstner Sebastian Schiørring.
Andre projekter
Tøjdesigner, Marie Nørgaard Nielsen, arbejder på en serie af store tredimensionelle værker syet i stof. Hun udforsker samspillet mellem stoflighed og det to- og tredimensionelle.
På Statens Værksteder har Daniel Svarre arbejdet med soloudstillingen Dvale til Viborg Kunsthals Østfløj. Udstillingen består af en række enkeltværker, som samlet udgør en installation.
Med sine farveraderinger er Johanne Foss tilbage i det italienske forårslandskab, hvor hun har lavet en serie raderinger i den klippefyldte natur. I kobbertryksværkstedet har hun videreudviklet motiverne med akvatinteplader og i trykkeprocessen arbejdet med forårets fine farvebalancer i de enkelte tryk.